Hvad er Psykofysio?

Psykofysio startede længe før navnet overhovedet eksisterede.

Vi skal helt tilbage til 2011, hvor jeg som fysioterapeutstuderende i praktik stod for genoptræning af en række ældre borgere. Netop én af dem skulle vise sig at ændre mit syn på fysioterapi.

Hendes navn var Bente.

En sød, ældre kvinde, der flere år tidligere havde fået fjernet en tumor i lillehjernen. Hun havde kæmpet længe for at genvinde sin balance og evnen til at gå. Sammen satte vi et mål: Hun skulle lære at komme op fra gulvet uden støtte.

Over en periode trænede vi. Og så en dag skete det.
Hun rejste sig fra gulvet og stod helt frit – uden støtte.

Jeg mærkede triumfen helt ind i kroppen:

“Det virker. Træningen virker.”

Jeg roste hende, men hun så bare på mig med et roligt, næsten tørt blik og sagde:

“Tak, Brian… men nu duer det jo heller ikke, at jeg bliver alt for god. Så mister jeg en del af min identitet.”

Jeg lo først. Troede hun lavede sjov.
Det gjorde hun ikke.

I det øjeblik stod jeg med en kvinde, hvis krop endelig kunne – men hvis identitet var dybt forankret i at være den syge, den svage, den der havde brug for hjælp. Det gik op for mig, at hun måske havde mere at miste ved at blive bedre, end hun havde at vinde.

Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op.

For netop det havde ingen lært os på studiet. Ingen havde fortalt os, hvordan man som fysioterapeut håndterer situationen, når kroppen er klar – men identiteten siger nej.

Det var dér, puslespillet faldt fra hinanden.
Og samtidig blev samlet på en helt ny måde.

Jeg indså, at almindelig fysioterapi kun behandlede halvdelen af mennesket. Vi havde lært at måle, teste og udlevere øvelser til smertefulde skuldre, ømme rygge og ødelagte knæ. Men vi havde aldrig lært at arbejde med hele mennesket: sindet, historien, vanerne, frygten og den identitet, der kan holde os fast i smerte og begrænsning – både bevidst og ubevidst.

Siden den dag har jeg arbejdet målrettet på at bygge bro mellem psykologi, adfærd og krop.

Psykofysio er i dag en selvstændig niche med en klar mission:
At udvikle og udbrede en fysioterapi, der ser og behandler mennesket som en helhed – hvor sind, hjerne, nervesystem og krop arbejder sammen. Ikke som separate dele, men som ét integreret system.

Velkommen til.