Kan man godt lære hjernen at have ondt?
Lider du af kroniske smerter og drømmer om at slippe af med dem?
Så er der én ting, du absolut skal forstå: neuroplasticitet.
Hjernen og nervesystemet er ikke fast eller statisk. De ændrer sig hele tiden – hele livet igennem – som svar på det, vi gør, tænker, føler og oplever. Denne evne til at omforme sig selv kaldes neuroplasticitet. Det er genialt. Det er derfor, vi kan lære at cykle, spille guitar eller gå uden at tænke over hvert skridt. Hjernen elsker at spare energi, så det, vi gentager ofte, bliver automatiseret. Men den samme mekanisme kan også vende sig mod os. Når nervesystemet udsættes for langvarig stress, belastning, mental load gentagne smerter eller traumer, kan det blive overfølsomt. Hjernen begynder at skrue op for volumen på alarm-signalerne – selv når der ikke længere er nogen reel skade. Det kaldes central sensibilisering. Pludselig gør helt almindelige ting ondt:
✗ At bøje sig ned efter noget på gulvet
✗ Let berøring fra tøj, lagner eller vandet når du går i brusebad
✗ Selv tanker og forestillinger alene
Det er ikke nødvendigvis fordi kroppen er “i stykker”.
Det er fordi hjernen har lært at have ondt, fordi den dag ud og dag ind, er blevet trænet til det.
Hvorfor fortsætter smerten, selv når skaden er væk?
Tænk på dengang du slog tommelfingeren med en hammer. Smerten kom med det samme for at beskytte dig:
“Pas på! Gør aldrig det igen!”
Det er smart og livsvigtigt. Men hos mange med kroniske smerter bliver alarmen ved med at køre – længe efter at vævet er helet. Nervesystemet har lært, at “normal” input potentielt set er farligt input.
En bevægelse som foroverbøjning, der før din diskusprolaps aldrig var farlig, bliver nu misfortolket som alt for risikabel – selvom din diskusprolaps for længst er helet op.
Det er neuroplasticitet, der er gået i en uhensigtsmæssig retning. Et software-problem, ikke et hardware-problem.
Den gode nyhed?
Hvis hjernen kan lære at have ondt, så kan den også lære noget andet. I moderne smertebehandling bruger vi netop neuroplasticitet til at “omskole” nervesystemet. Ikke ved at ignorere smerten, men ved at give hjernen nye, trygge erfaringer, så den gradvist sænker alarmniveauet.
Det er præcis det, Psykofysio handler om: at hjælpe din hjerne og krop til at samarbejde igen – i stedet for at kæmpe mod hinanden.
Skriv et svar